Det som skal siges

German

Was gesagt werden muss

Warum schweige ich, verschweige zu lange,
was offensichtlich ist und in Planspielen
geübt wurde, an deren Ende als Überlebende
wir allenfalls Fußnoten sind.

Es ist das behauptete Recht auf den Erstschlag,
der das von einem Maulhelden unterjochte
und zum organisierten Jubel gelenkte
iranische Volk auslöschen könnte,
weil in dessen Machtbereich der Bau
einer Atombombe vermutet wird.

Doch warum untersage ich mir,
jenes andere Land beim Namen zu nennen,
in dem seit Jahren - wenn auch geheimgehalten -
ein wachsend nukleares Potential verfügbar
aber außer Kontrolle, weil keiner Prüfung
zugänglich ist?

Das allgemeine Verschweigen dieses Tatbestandes,
dem sich mein Schweigen untergeordnet hat,
empfinde ich als belastende Lüge
und Zwang, der Strafe in Aussicht stellt,
sobald er mißachtet wird;
das Verdikt "Antisemitismus" ist geläufig.

Jetzt aber, weil aus meinem Land,
das von ureigenen Verbrechen,
die ohne Vergleich sind,
Mal um Mal eingeholt und zur Rede gestellt wird,
wiederum und rein geschäftsmäßig, wenn auch
mit flinker Lippe als Wiedergutmachung deklariert,
ein weiteres U-Boot nach Israel
geliefert werden soll, dessen Spezialität
darin besteht, allesvernichtende Sprengköpfe
dorthin lenken zu können, wo die Existenz
einer einzigen Atombombe unbewiesen ist,
doch als Befürchtung von Beweiskraft sein will,
sage ich, was gesagt werden muß.

Warum aber schwieg ich bislang?
Weil ich meinte, meine Herkunft,
die von nie zu tilgendem Makel behaftet ist,
verbiete, diese Tatsache als ausgesprochene Wahrheit
dem Land Israel, dem ich verbunden bin
und bleiben will, zuzumuten.

Warum sage ich jetzt erst,
gealtert und mit letzter Tinte:
Die Atommacht Israel gefährdet
den ohnehin brüchigen Weltfrieden?
Weil gesagt werden muß,
was schon morgen zu spät sein könnte;
auch weil wir - als Deutsche belastet genug -
Zulieferer eines Verbrechens werden könnten,
das voraussehbar ist, weshalb unsere Mitschuld
durch keine der üblichen Ausreden
zu tilgen wäre.

Und zugegeben: ich schweige nicht mehr,
weil ich der Heuchelei des Westens
überdrüssig bin; zudem ist zu hoffen,
es mögen sich viele vom Schweigen befreien,
den Verursacher der erkennbaren Gefahr
zum Verzicht auf Gewalt auffordern und
gleichfalls darauf bestehen,
daß eine unbehinderte und permanente Kontrolle
des israelischen atomaren Potentials
und der iranischen Atomanlagen
durch eine internationale Instanz
von den Regierungen beider Länder zugelassen wird.

Nur so ist allen, den Israelis und Palästinensern,
mehr noch, allen Menschen, die in dieser
vom Wahn okkupierten Region
dicht bei dicht verfeindet leben
und letztlich auch uns zu helfen.

Try to align
Danish

Det som skal siges

Hvorfor tier jeg, tiede for længe, det som er åbenlyst og er øvet i krigsøvelser, ved hvis slutning vi, som overlevende, højst er fodnoter.

Det er den påståede ret til at slå først, som kunne udrydde det af en bragesnakker undertrykte og til organiseret jubel styrede iranske folk, fordi man formoder at der under hans regime bliver bygget en atombombe.

Men hvorfor forbyder jeg mig selv at nævne et andet land ved navn, hvor der i årevis - selv om det holdes hemmeligt, har samlet sig et voksende nukleart potentiale, parat, men uden for kontrol, fordi det er utilgængeligt for enhver undersøgelse?

Den almene fortielse af de forhold, som min tavshed har bøjet sig for, føler jeg som belastende løgn og tvang, der truer med straf, såfremt den ikke respekteres; 'antisemitisme' hedder dommen straks.

Men nu, da der fra mit land, som stedse indhentes af sine helt egne forbrydelser, som er udenfor enhver sammenligning, og konfronteres med dem, atter, og som en forretning, omend let og elegant deklareret som erstatning, leveres endnu en ubåd til Israel, hvis specialitet det er at kunne styre alt ødelæggende sprænghoveder derhen, hvor eksistensen af en eneste atombombe ikke er bevist - men hvor frygten skal erstatte beviset - siger jeg, hvad der skal siges.

Men hvorfor tav jeg indtil nu? Fordi jeg mente, at min herkomst, med dens plet, som aldrig kan fjernes, forbød mig at gøre landet Israel, som jeg er, og fortsat vil være ven med, ansvarlig for dette faktum som en sandhed der skal siges højt.

Hvorfor siger jeg først nu, ældet og med mit sidste blæk: Atommagten Israel truer den i forvejen udsatte verdensfred?

Fordi det skal siges, som allerede i morgen kunne være for sent; også fordi vi - som tyskere belastet nok - kunne blive håndlangere for en forbrydelse, som kan forudses, så at ingen af de sædvanlige udflugter ville kunne slette vores medskyld.

Indrømmet: jeg tier ikke længere, for jeg er træt af vestens hykleri; desuden kan man håbe, at mange vil befri sig selv for tavsheden, opfordre ophavsmanden til den tydelige fare til at afstå fra vold og samtidig insistere på, at en uhindret og permanent kontrol af det israelske atompotentiale og de iranske atomanlæg udført af en international instans accepteres af de to landes regeringer.

Kun sådan kan alle, Israelerne og Palæstinenserne, ja flere endnu, alle, som lever klos op ad hinanden i fjendskab i denne af vanvid besatte region - og i sidste ende vi selv - blive hjulpet.

Submitted by Michail on Thu, 12/04/2012 - 09:07
thanked 5 times
Guests thanked 5 times
0
Your rating: None
Comments