Din Brynde Baal!

blusser for brændende;

vig fra mig, vævre Lue!

Skindet svides,

skjøndt jeg løfter det,

flammen i Kappen fænger.

Otte Nætter

mellem Ilde sad jeg,

og ingen bød mig at æde,

uden kun Agnar,

som ene skal raade

for Gotherne, Geirrøds Søn.

Hil dig Agnar,

som hil dig byder

Veratyr at være!

for een Drik

aldrig skal der

bedre Løn dig bydes.

Helligt er et Land,

som ligge jeg ser,

Aser og Alfer nær;

Gladhjem det hedder,

hvor gylden-fager

Valhal straaler saa vide.

Kjendelig let

er for de kommende

Salshuset at se;

med Spyd til Sparrer,

skjoldtækt Sal,

Brynjer paa Bænke bredt.

Kjendelig let

er for de kommende

Salshuset at se.

Ulv hænger der

vester for Dør,

Ørn spreder Vinger over.

Thund tuder,

Thjodvitnes Fisk

leger fro i Flod;

Aa-Strømmen

for stærk tykkes

Val-Flokken at vade.

Valgrind det hedder,

paa Vangen staar,

helligt for hellige Døre;

gammelt er Gitter,

det gjætte Faa,

hvordan det i Laas er lukket.

Femhundred Døre

og dertil firti

tykkes mig paa Valhal være;

otte hundred

ad een Dør udgaa,

naar de skal mod Fenre fare.

Heidrun hun hedder,

paa Hallen staar,

og bider af Læraads Løv;

Kar hun fylder

med klaren Mjød,

ej bliver dyrtid paa Drik.

Eikthymer han hedder,

paa Hallen staar,

og bider af Læraads Løv;

af Hornene hans

det drypper i Hvergelme,

deden faa Vandene Veie.

Ulls yndest

og alle Guders

faar hvo først rører Flammen;

Verdner aabnes

for Asers Sønner,

naar Kjedlerne tages af Krog.

Mit Syn jeg nu løfted

for Seirsguders Sønner,

dermed er Hjelp forjættet;

for alle Aser

skal det aabenbares

udi Æges Ølsal.

Grim jeg hed,

Gangleri hed jeg

Herjan og Hjalmbere,

Thek og Thride,

Thunn og Unn,

Helblinde og Haar;

Sad og Svidal

og Sangtal,

Herteit og Hnikar,

med eet navn

nævntes jeg aldrig,

siden jeg blandt Folk foer.

Du har Ølrus, Girrød!

er ganske drukken

mangt du misted

med min Bistand

og alle Einherjers Yndest.

Mangt har jeg sagt dig,

du mindes lidt;

Venner volde dig Ve:

min Vens Sværd

ser jeg ligge

ganske i Blod badet.

Egg-saaret Val

mon Ygg nu have,

dit Liv, veed jeg er ledet:

umilde er Diser;

nu kan Odin du se,

nærm dig nu, om du naaer det!

Kong Geirrød sad og havde Sværdet over Knæet og halvt draget. Som han hørte, at Odin var kommen der, da stod han op og vilde tage Odin fra Ilden. Sværdet slap ham af Hænde og vendte Hjaltet nedad. Kongen snublede med Foden og faldt fremover, og Sværdet stod igjennem ham og han fik sin Bane. Odin forsvandt da, og Agnar var Konge der længe efter.