Hvorfor tier jeg, tiede for længe, det som er åbenlyst og er øvet i krigsøvelser, ved hvis slutning vi, som overlevende, højst er fodnoter.

Det er den påståede ret til at slå først, som kunne udrydde det af en bragesnakker undertrykte og til organiseret jubel styrede iranske folk, fordi man formoder at der under hans regime bliver bygget en atombombe.

Men hvorfor forbyder jeg mig selv at nævne et andet land ved navn, hvor der i årevis - selv om det holdes hemmeligt, har samlet sig et voksende nukleart potentiale, parat, men uden for kontrol, fordi det er utilgængeligt for enhver undersøgelse?

Den almene fortielse af de forhold, som min tavshed har bøjet sig for, føler jeg som belastende løgn og tvang, der truer med straf, såfremt den ikke respekteres; 'antisemitisme' hedder dommen straks.

Men nu, da der fra mit land, som stedse indhentes af sine helt egne forbrydelser, som er udenfor enhver sammenligning, og konfronteres med dem, atter, og som en forretning, omend let og elegant deklareret som erstatning, leveres endnu en ubåd til Israel, hvis specialitet det er at kunne styre alt ødelæggende sprænghoveder derhen, hvor eksistensen af en eneste atombombe ikke er bevist - men hvor frygten skal erstatte beviset - siger jeg, hvad der skal siges.

Men hvorfor tav jeg indtil nu? Fordi jeg mente, at min herkomst, med dens plet, som aldrig kan fjernes, forbød mig at gøre landet Israel, som jeg er, og fortsat vil være ven med, ansvarlig for dette faktum som en sandhed der skal siges højt.

Hvorfor siger jeg først nu, ældet og med mit sidste blæk: Atommagten Israel truer den i forvejen udsatte verdensfred?

Fordi det skal siges, som allerede i morgen kunne være for sent; også fordi vi - som tyskere belastet nok - kunne blive håndlangere for en forbrydelse, som kan forudses, så at ingen af de sædvanlige udflugter ville kunne slette vores medskyld.

Indrømmet: jeg tier ikke længere, for jeg er træt af vestens hykleri; desuden kan man håbe, at mange vil befri sig selv for tavsheden, opfordre ophavsmanden til den tydelige fare til at afstå fra vold og samtidig insistere på, at en uhindret og permanent kontrol af det israelske atompotentiale og de iranske atomanlæg udført af en international instans accepteres af de to landes regeringer.

Kun sådan kan alle, Israelerne og Palæstinenserne, ja flere endnu, alle, som lever klos op ad hinanden i fjendskab i denne af vanvid besatte region - og i sidste ende vi selv - blive hjulpet.