Hem Hem
Gå med oss
Russia is waging a disgraceful war on Ukraine.     Stå med Ukraina!
Hur du kan stödja Ukraina 🇺🇦 ❤️
LT → danska → Bernhard Severin Ingemann → Bejleren → tyska
  • Bernhard Severin Ingemann

    Bernhard Severin Ingemann

    Bejleren → översättning till tyska

✕
Dela med sig
Textstorlek
Originaltexter
Swap languages

Bejleren

En Ridder, saa mandig, saa kjæk, og saa huld,
Med blanken Skaalharnisk og Hjelmen af Guld,
Paa fnysende Ganger foer ilende frem,
Og standsed ved Lynalils rolige Hjem.
 
"Jeg kom", var hans Ord, "over Bjerg, over Søe,
At see, og at elske den skjønneste Møe."
"Velkommen!" hun stammed, og ledte ham ind,
Og rødmende blussed den Pigelils Kind.
 
"Jeg kom", han gjentog, "over Bjerg, over Søe,
Til Brud mig at kaare den skjønneste Møe."
Forvirret saae Pigen den fremmede Mand,
Og var hun tilmode, jeg veed ei hvordan.
 
"Jeg kom," blev han ved, "over Bjerg, over Søe,
At beile til Lyna, den skjønneste Møe,
Og svoer jeg den Eed, da jeg stundede hid,
At leve med dig, eller døe udi Strid."
 
Snart rød som en Rose, snart bleg som et Liig,
Med bankende Hjerte hun nærmede sig:
"Flye", sukked hun, "flye, ak! jeg kan ikke — nei,
Min Haand og mit Hjerte tilhøre mig ei.
 
En Yngling jeg elsked fra tidligste Vaar,
Dit Øie han havde; men lysere Haar,
Han havde din Hage, han havde din Mund,
Men Stemmen var spæd og paa Hagen var Duun.
 
Til fremmede Egne han vandrede hen,
Snart iler han hid til sin Pige igjen;
Syv Gange omrulled det langsomme Aar,
Snart kommer min Elsker fra tidligste Vaar."
 
"O! Pige, din Elskov var barnlige Leg,
Og Barndommens Lege med Barndommen veeg;
Troe ikke, o Luna! duunhagede Ven!
Han kommer, han kommer vist aldrig igjen."
 
"Nej, Fremmede! nei; før min Yngling vil døe,
Før troløs han sviger sin elskede Møe;
Paa Brystet han bærer mit Navn udi Træk,
Men indenfor staaer det med gyldene Præg."
 
"Saa vis jeg da flye," var den Fremmedes Ord;
"Og Døden opsøge i Strid, som jeg svoer;
Men seer du, o Pige! i Drømme et Liig,
Da skjænk det en Taare, og viid — det er mig."
 
Og langsomt bortvandred den Ridder saa huld,
Med blanken Staalharnisk og Hjelmen af Guld.
"Ak! Fremmede! bliv dog! jeg elsker — ak! nei
Flye! — bliv dog! — nei, flye kun! jeg elsker dig ei"
 
Glad vendte tilbage den Ridder saa huld,
Bortkasted sit Harnisk og Hjelmen af Guld:
"Troe Pige! o! troe kun duunhagede Ven!
Men aldrig han kommer duun hagetigjen.
 
Gjenkjend her din Elsker fra tidligste Vaar,
Med stærkere Stemme og mørkere Haar."
"Gud Ludvig!" hun stammed, og sank til hans Bryst,
Og taus var Gjenkjendelsens himmelske Lyst.
 
(ca. 1811)
 
Översättning

Ballade

Ein Ritter, so männlich, so keck und so hold,
Mit blankem Stahlharnisch und Helm von Gold,
Ritt eilig auf schnaubendem Renner herfür,
Dann hielt er vor Lynalils ruhiger Thür.
 
Ueber Berg und See ich komme gejagt,
Zu sehn und zu lieben die holdeste Magd.
Willkommen! Und als sie den Gruß ihm entbot,
Bedeckte die Wangen ein fliegendes Roth.
 
Ueber Berge und Seen ich komme gejagt,
Zur Braut mir zu kiesen die holdeste Magd!
Als Lynalis Blick auf dem Fremdlinge ruht,
Da ward ihr, ich weiß nicht, wie seltsam zu Muth'!
 
Ueber Berge und Seen ich komme gejagt,
Dich Lyna zu freien, die holdeste Magd,
Und schwur als ich dir mich auf immer geweiht
Zu freien dich oder zu fallen im Streit.
 
Mit bangender Seele das Mädchen stand,
Bald roth wie die Rose, bald blaß wie die Wand.
"Flieh', seufzte sie, flieh' nur, mich bindet die Pflicht,
Meine Hand und mein Herz, sie gehören mir nicht.
 
Ein Jüngling mein Trauter von Kindheit an war.
Er hatte dein Auge, doch lichteres Haar.
Sein Mund zwar ist dein, doch die Stimme war zart
Er hatte dein Kinn, aber flaumigen Bart.
 
Weit hat er sich um in der Ferne geschaut,
Bald kehrt er zurücke zur liebenden Braut,
Schon siebenmal kreiste das langsame Jahr,
Bald kehrt er, der lieb mir von Kindheit war."
 
O Mädchen, dein Lieben war Scherz nur und Tand,
Die Kindheit, die kindische Liebe verschwand:
Trau nicht dem unbärtigen Freunde so sehr,
Er kommt ja nicht wieder, er kommt ja nicht mehr.
 
O nein, o Fremdling, er stürbe bevor,
Eh' treulos er bräche, was heilig er schwor,
Er grub auf die Brust meinen Namen sich ein,
Doch innen, da strahlt er in ewigem Schein.
 
So will ich denn fliehen und halten den Eid.
Den Tod in dem Kampfe mir suchen, o Maid!
Und stellt sich im Traum ein Gerippe vor dich,
Dann wein' eine Thräne, denn das bin ich.
 
Und langsam fort wandert der Ritter so hold
Mit blankem Stahlharnisch, den Helm von Gold:
Ach, Fremdling, ach bleib' doch! - ich liebe - doch flieh!
Flieh'! Bleibe! nein, flieh' nur, ich liebte dich nie!
 
Froh kehrte zurücke der Ritter so hold,
Weg warf er den Harnisch, den Helm von Gold:
"Trau nur auf des Freundes beharrlichen Sinn,
Doch kehrt er nicht wieder mit Flaumen am Kinn.
 
Erkenn' ihn, der lieb dir von Kindheit an war
Mit tieferer Stimme, mit dunklerem Haar!"
"Gott, Ludwig!" sie stammelt's und beut ihm den Kuß,
Still feiernd des Wiedererkennens Genuß.
 
---
translated / übersetzt von August Graf von Platen (1796-1835)
 
✕
Bernhard Severin Ingemann: Topp 3
1.Dejlig er jorden
2.I sne står urt og busk i skjul
3.I alle de riger og lande
Kommentarer
↑↓