✕
Old Norse
Оригинални текстови
Sonatorrek
Mjǫk erum tregt
tungu at hroera
með loptvétt
ljóðpundara;
esa nú vænligt
of Viðurs þýfi,
né hógdroegt
ór hugar fylgsni.
Esa auðþeystr,
þvít ekki veldr
hǫfugligr,
ór hyggju stað
fagna fundr
Friggjar niðja,
ár borinn
ór Jǫtunheimum,
Lastalauss
es lifnaði
á nǫkkvers
nǫkkva bragi;
jǫtuns hals
undir þjóta
náins niðr
fyr naustdurum.
Þvít ætt mín
á enda stendr,
hreggbarnir
sem hlynir marka;
esa karskr maðr,
sás kǫggla berr
frænda hrørs
af fletjum niðr.
Þó munk mitt
ok móður hrør
fǫður fall
fyrst of telja;
þat berk út
ór orðhofi
mærðar timbr,
máli laufgat.
Grimt vǫrum hlið,
þat ’s hrǫnn of braut
fǫður míns
á frændgarði;
veitk ófult
ok opit standa
sonar skarð,
es mér sær of vann.
Mjǫk hefr Rǫ́n
of rysktan mik,
emk ofsnauðr
at ástvinum;
sleit marr bǫnd
minnar ættar,
snaran þǫ́tt
af sjǫlfum mér.
Veizt ef sǫk
sverði rækak,
vas ǫlsmið
allra tíma,
hroða vábroeðr,
ef viða mættak,
fórk ægis
andvígr mani.
En ek ekki
eiga þóttumk
sakar afl
við sonar bana;
þvít alþjóð
fyr augum verðr
gamals þegns
gengileysi.
Mik hefr marr
miklu ræntan,
grimt es fall
frænda at telja,
síðan ‘s minn
á munvega
ættar skjǫldr
af lífi hvarf.
Veitk þat sjalfr,
í syni mínum
vasa ills þegns
efni vaxit,
ef randviðr
røskvask næði,
unz hergauts
hendr of toeki.
Æ lét flest,
þat ‘s faðir mælti,
þótt ǫll þjóð
annat segði;
mér upp helt
of herbergi
ok mitt afl
mest of studdi.
Opt kømr mér
mána brúðar
í byrvind
broeðraleysi;
hyggjumk umb,
es hildr þróask,
nýsumk hins
ok hygg at því,
hverr hugaðr
á hlið standi
annarr þegn
við óðræði;
þarfk þess opt
við þrágǫrum.
Verðk varfleygr,
es vinir þverra.
Mjǫk ‘s torfyndr,
sás trúa knegum
of alþjóð
elgjar galga,
þvít niflgóðr
niðja steypir
bróður hrør
við baugum selr.
[Excluded. Missing,
incomplete verse.]
Þat ‘s ok mælt,
at mangi getr
sonar iðgjǫld,
nema sjalfr ali,
né þann enn,
es ǫðrum sé
borinn maðr
í bróður stað.
Erumka þekt
þjóða sinni,
þótt sér hverr
sǫ́tt of haldi;
burr ‘s býskeyðs
í boe kominn,
kvánar sonr,
kynnis leita.
En mér fens
í fǫstum þokk
hrosta hǫfundr
á hendi stendr;
máka upp
í aroar grímu,
rýnnis reið,
réttri halda
Síz son minn
sóttar brími
heiptugligr
ór heimi nam,
þanns ek veit,
at varnaði
vamma vanr
við námæli.
Þat mank enn,
es upp of hóf
í Goðheim
Gauta spjalli
ættar ask,
þanns óx af mér,
ok kynvið
kvánar minnar.
Áttak gótt
við geirs dróttin,
gerðumk tryggr
at trúa hǫ́num,
áðr vinan
vagna rúni,
sigrhǫfundr,
of sleit við mik.
Bloetka því
bróður Vílis,
goðjaðar,
at gjarn séak,
þó hefr Míms vinr
mér of fengnar
bǫlva boetr,
es et betra telk.
Gǫfumk íþrótt
Ulfs of bági,
vígi vanr,
vammi firða,
ok þat geð,
es gerðak mér
vísa fjandr
af vélǫndum.
Nú erum torvelt.
Tveggja bága
njǫrva nipt
á nesi stendr;
skalk þó glaðr
góðum vilja
ok ó-hryggr
heljar bíða.
Поставио/ла: 
LM1407 У: 2018-11-23
LM1407 У: 2018-11-23дански
Превод
Sønnetabet
Det falder mig træls
at røre Tungen;
en Sten paa Brystet
stemmer for Aandedrættet.
Med Ordets Tryllemagt
har det sig trangt
naar Tankens Hus
i Stormen hælder.
Digtergaven,
den Idræt for Guder,
ypperst af alle
fra Oldtider,
for den er der lukket;
fra Sindets Lønkamre
vælder den ikke;
det volder Sorgen.
Lydefrit lystrede
mig længe Ordet,
Viddets Vaaben,
vel slebet;
men nu bruser Brændingen
ind mod mine Baadskure
og dundrer paa Døren
til min Faders Dysse.
Thi med min Æt
lakker det mod Enden,
som en Skov
skæmmet af Stormen.
Den Mand har mistet
sin Munterhed,
der har set sine Dyrebare
baaret som Lig over Dørtærskelen.
Først vil jeg mindes
min Faders Endeligt.
Min Moder
mistede jeg.
Inderst i Sjælen
slynger et Løvværk,
de Gamles Minde,
sig gennem min Tanke.
Det Hul, som Bølgen
brød i min Faders
gamle Slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men Skarret efter min Søn,
som Søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid staa aabent.
Meget har Ran,
Havet, berøvet mig.
Ene er den,
Hvem Ingen elsker.
Mine Slægtebaand
har Søen sønderslidt,
Livsstrengen i mit Bryst
er bristet.
Kunde jeg skifte
mig Ret med Spydskaftet,
da var det ude
med Ødelæggeren.
Kunde man faa Ram
paa den vaade Rovmorder,
gik jeg i Holmgang
med Havet gerne.
Men jeg fandt
mine Kræfter for faa
til at binde an
med min Søns Bane.
Aabenbart
er det for alle,
at Oldingen
er enligstillet.
Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes
Ve over Frændedød,
senest naar han,
der var Ættens Haab,
blev taget bort
til lysere Boliger.
Det ved jeg selv,
at i min Søn
ytrede sig ikke
slet Mands Anlæg.
Raskhed, Rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt Haand paa ham.
Altid var han
og jeg enige,
hvad saa Resten
raadede til.
Mit Hus
holdt han oppe,
mine Støtter
stivede han af.
Ofte følte jeg
Savnet af Fæller;
blottet i Ryggen
er den Broderløse.
Det tænker jeg paa,
naar Tvist trækker op;
ene Mand
har lange Øjne.
Hvor finder man nu
en modig Fælle,
en Stalbroder,
uræd for Staalet?
Uden Lyst
farer man med Lempe,
naar Vennernes Antal
skrumper ind.
Ransag, om du vil,
ryst hele Fylket,
der lever ikke
en du kan lide paa.
Her falbyder man
sin Broder for Bøder
og aabner en Handel
i Hævnsager!
[...]
Det siger man for sandt,
at mister man en Søn,
gives ingen anden Erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fylder man Hullet
med den første den bredeste
efter en Broder.
Hoben
huer mig ikke.
Frækhed og Fred
følges ad.
Min døde Dreng,
Del af sin Moder,
han er faret hen
til Fædrenes Solboliger.
Skibenes Fjende,
den skummende
Manddraber
staar mig imod.
Kraftesløst,
naar Sorgen kører,
raver Tankernes
tunge Læs.
Min anden Søn
af Sygdom,
Helsot,
for heden.
En Dreng
uden Dadel,
af Ingen
ilde omtalt.
Det glemmes ikke,
da Livets giver
gramsede til sig
Gaven igen,
Ættens Blomst,
Blod af mit Blod,
og al min Hustrus
Haab.
Med Livets Herre
var jeg forligt.
Pligtskyldigst
holdt jeg Pagten,
til Odin selv,
al Skæbnens Ophav,
af eget Vælde
brød Venskabet.
Jeg ofrede gerne
til Alfader Odin,
Gudernes Øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
Skjaldenes Fader
det der er mere
end Magt, i Ulykker.
Af Ulvens Banemand,
den gamle Blodsudgyder,
fik jeg fejlfri
Færdigheder,
dertil et Sind,
som nødte somme
lurende Avindsmænd
til aabent Fjendskab.
Haardt er jeg ramt.
Nu staar Hel,
den naadeløse,
ude paa Næsset.
Dog skal jeg glad
og med god Vilje
bie mine Dage
paa Døden.
Andreven✕
Коментари
Russia is waging a disgraceful war on Ukraine. Станите уз Украјину!
О преводиоцу
